Månekisten er en personlig dansk blog med tekster om de svære, sårbare og tankefulde sider af livet. Bloggen er skrevet som et åbent sted for refleksioner om angst, sorg, frygt, tvivl, håb, glæde og de følelser, der ikke altid passer ind i en pæn eller poleret hverdag. Indlæggene har karakter af en privat tankebog, hvor stemningen og det ærlige udtryk er vigtigere end tempo og aktualitet.
Arkivet rummer korte og længere indlæg, hvor personlige oplevelser, indre uro, erindringer og hverdagens små brudstykker bliver samlet i et sprog, der søger plads til både mørke og lys. Månekisten fungerer derfor som en læseoplevelse for dem, der interesserer sig for personlige blogs, mental sårbarhed, eksistentielle tanker og det ucensurerede format, som mange ældre weblogs var særligt gode til.
Bloggen er ikke en hurtig nyhedsstrøm, men et gammelt dansk blogarkiv med en tydelig personlig stemme. Den kan stadig læses som et tidsbillede på den nære, ærlige og reflekterende blogkultur, hvor indlæg ikke nødvendigvis skulle forklare alt, men give et rum til det der fyldte i øjeblikket.
Nye tanker til Månekisten. Helt forundret over at finde nye kommentarer til gamle indlæg her. Ikke fordi der ikke har været tanker af den slags. Mere at jeg ikke har orket. Der har været så rigeligt.
Hun døde. Min mor. Trods de gode prognoser var det en kamp mod tiden fra dag 1. Det vidste vi. Det vidste hun. Hvordan mon det er? At være den, der skal dø? At være den, der ved, at det skal ske snart. Inden man var blevet færdig med noget som helst. Noget var hun færdig med, javist. Men meget skulle hun først tage hul på nu. Det søde liv med børnebørnene. Golfbanen og friheden.
Hun tog det flot. Hun var sådan en stærk kvinde. Sådan siger de om hende nu. Det blev hendes eftermæle; "Hun var så sød, din mor. Og stærk - hun havde sine meningers mod. Du ligner hende. Det kan du godt være stolt af". Jeg tror, hun ville have undret sig over, at det er sådan, de siger nu. Stærk, ja. Men også usikk
Jeg troede egentlig, der var lukket af for de tanker, der skal i Månekisten. Der kom ikke rigtigt noget, når jeg prøvede.
Så læste jeg i et mindst 1000 år gammelt tampax-horoskop (grin bare, der står sgu mange gode ting!!) om mig selv, at min største forhindring for at leve fuldt ud, at jeg ikke vil vedkende mig mine skyggesider.
Selvfølgelig vil jeg da det. Sådan noget pis, rent ud sagt.
I ferien var der tid til at mærke dem. Der er mange.
Irritation over min mor. Hendes forbandede indebrændthed. Martyr rolle. Må man sige det, om én, der har en alvorlig kræftsygdom?
Irritation over ekskæreste. Hvordan kan man miste respekten så meget for én, at man til stadighed tjekker hans profilopdateringer på 'elitedaters' og mails med rappe karierrekvinder. Fordi han engang lod et password stå åbent på min pc. Og derefter griner af, hvor vattet og tøset han (stadig) er. Det er jo ovenikøbet ulovligt! Jeg kan bare IKKE
D. 1. juni var hun til samtale igen. Angst og bævende.
Det var positivt.
"Alle dine metastaser er væk. Vi kan ikke måle dem. Primær tumoren er svundet med mere end halvdelen. Vi forventer, at halvdelen af den resterende tumor er arvæv, og dermed ikke aktiv. Du er en sag (godt ord btw) vi hejser flaget for. Vi forstår det faktisk ikke. Tillykke".
Så græd vi lidt igen..
Tanker om mænd.. Fri, 14 May 2010 17:48:00 +0000 Han er håndværker. Han er smed. Han bruger ikke ord. Aldrig før har en mand fået mig til at tænke, at jeg måske ikke altid har ret...
Den første kæreste efter eksmand var modsætningen. Mild, blid, talende. Først rart og trygt. Tilforladeligt. Med tiden føltes det tantet, slapt, næsten provokerende. Jeg bitchede, var ikke sød ved ham. Han ville bare gøre det godt.
Ville gerne være indforstået, lyttende, rosende. Beundrede mig næsegrus for alt det, jeg kunne selv. Prøvede vist ihærdigt at imponere mig tilbage...lykkedes ikke rigtigt. Nu kan jeg se, at han knoklede for at være, som jeg ville have ham. I stedet foragtede jeg ham for at være wanabee i alle retninger. Og ikke rigtig god til noget. Fandt ham ynkelig. Tøs.
Jeg var meget lidt stolt af mig selv i den tid.
Men jeg kunne ikke lade være. Jeg mis
Er der en mening Mon, 03 May 2010 09:02:00 +0000 Der er stadig stilhed i Månekisten.
Det er som om, tankerne myldrer rundt imellem hinanden og bliver hinandens modsætninger.
Liv og død fylder meget, fordi min mor er syg. Hun har det stadig godt, men jeg er hele tiden bange for, at det er en stakket frist. Hendes krop er begyndt at reagere på kemoen. Huden er skrøbelig og hun har sår i næsen. Snart skal hun scannes igen. Hvis der stadig er regression får hun pause med behandlingen. Blomstrer canceren så igen, eller holder den sig i ro?
Jeg er selv modløs, synes det hele står stille. Jeg kæmper med at få mit lille budget til at hænge sammen, men hver eneste gang jeg har et lille overskud, kommer der en uforudset regning. Er det bare sådan? Er det noget, jeg selv tiltrækker?
Har surfet rundt på nettet og fundet alle mulige spændende teorier om egne, mentale begrænsninger - og hvordan man tiltrækker vækst og millioner. Jeg har ikke brug for millioner, bare et lille overskud at nyde af... <
Knastholger er en personlig dansk tekstblog med korte, syrlige og poetisk skæve nedslag i livet, kærligheden, hverdagen og de tanker, der ikke altid passer ind
Landet på tværs er Suzanne Eben Ditlevsens personlige blog om livet mellem by og land, arkitektur, landdistrikter, natur, bosætning og de små forskelle mellem h
Rudiment er en gammel dansk blog med korte, skæve og ofte satiriske observationer om politik, medier, samfund, hverdag og internetkultur. Siden har et enkelt og
Fra Sofaen er Frank Hellerup Madsens personlige blog om politik, medier, netkultur, hverdagsobservationer og de små ting, der bliver store, når man først begynd
Sociale Bookmarks: